STRANDGÅRDEN

LIDT HISTORIE

I 2002 købte vi den gamle strandgård, som ligger lige ned til Kaløvig, ca. 20 min. kørsel fra Århus. Familien består af Mogens og Inge – uddannet bygningskonstruktør og ergoterapeut, samt børnene Mathias og Mads.

Vi blev i den grad fascineret af gårdens mere end 200 års historie, at vi sagde vore gode jobs op og flyttede fra Vejen egnen, for at påbegynde et nyt og anderledes liv, som campingejere.

Kaløvig strandgård havde fungeret som aftægtsgård for Rosenholm Slot, og havde i 1900 tallet beværtet adelen, når den kom rejsende i hestevogn, for at benytte sig af gårdens badehus på stranden.

I 1960erne blev gården solgt til fotograf Mogens Amsnæs og hustru. De omdannede strandgården til, efter datidens standart, en moderne campingplads med både toilet, bad og kiosk.

I forbindelse med åbningen i 1962 var bl.a. berømtheder som Dirck Passer og Lily Broberg med til indvielsen.

Sidst i 1970erne købte århusianske forretningsmænd gården, for med arkitektskolens hjælp, at omdanne selve gården til en eksklusiv restaurant og galleri.

I midt 80erne sælger de strandgården. Derefter drives den som et kommanditselskab, med bortforpagtning af restauranten, som efterhånden var blevet meget velkendt.

Der er ingen grund til at vente – book din ferie online allerede nu!